Besked fra p. Allen (18/01/2021)

Kære venner!

”Vor Herre Jesu Kristi nåde, Gud Faders kærlighed og Helligåndens samfund være med jer!”  Sådan begynder vi messen, og for mange af jer er der gået mange uger eller måneder siden I har haft mulighed for at svare i kirken ”Og med din ånd!”. Og hver gang vi begyndte at åbne for flere deltagere til messe, så brød Covid-19 smitten ud igen og tvang regeringen til at lukke ned igen. Mange siger, at de savner at komme i kirken, at de savner Vor Herre og at modtage Den Hellige Kommunion og at de savner hinanden som trosfæller og venner. Her i Danmark lever vi nu i vinterens og Covid-19s mørke tid, men vi går mod lysere dage både mht. foråret og sommeren men også med en vaccine mod Covid-19.

Herren er altid med os, hvor end vi er. Vi ved godt, at vi kan bede når som helst og hvor som helst. Troen er ikke baseret på at møde op i kirkebygningen, men på den måde vi lever vort kristne liv, der begyndte den dag vi blev døbt og fik et lys, Kristi Lys, og blev kaldet til at være en discipel af Jesus Kristus. Som lysets børn, har vi Kristi lys levende i os, og derfor kan vi bekæmpe tidens deprimerende tendenser og tanker om alt det, vi ikke må gøre, med mere positiver tanker og gerninger. Vær glad at du kan trække vejret, gå tur, spise, vaske op, lytte til musik, bede rosenkrans og måske se messen ”livstreamet” fra domkirken kl. 10 om søndagen. Der er mange daglige småting, man kan være glad for.

Så! Hvornår må vi komme i kirken igen????? Det er et godt spørgsmål! Efter de seneste udmeldinger fra regeringen og sundheds eksperter vil Covid-19 og de seneste mutantversioner fra England og Sydafrika, toppe i februar. ÅH NEJ! Askeonsdag er d. 17. februar i år. Vil vi kunne få vor aske den dag? Det ved jeg ikke, men hvis vi ikke kan samles i kirken, så kan vi tænke lidt ud af boksen og måske lave en familie hjemmeandagt med aske fra jeres gamle ”palmegren”. Vi risikerer at aflyse Stille Uge og Påske gudstjenester IGEN i år hvis vi ikke kan få smittetallene ned til den tid.

Jeg håber, at vi kan holde ud et stykke tid endnu. Vi risikerer at smitte hinanden, hver gang vi går ud af vores ”boble” af nærmeste familiemedlemmer og venner. Mange er blevet testet for Covid-19, og mange bliver testet regelmæssigt pga. deres arbejde, og mange er smittekilder uden, at de har symptomer. Jeg synes stadigvæk, at det er for risikabelt at samles i kirken, af hensyn til næstekærlighed.

Så, indtil videre, hold fast på troen og dit indre lys, og bliv ved at holde telefonisk eller e-mail kontakt med hinanden. Prøv også at gå ind på Den Katolske Kirkes hjemmeside og læse hvad Pave Frans har at sige til de syge (forkortet oversat version).

I må også ringe til mig (helst om formiddagen), hvis I trænger til at høre en venlig stemme. 

Med kærlig hilsen til alle

P. Allen

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.